Jeg sidder her I min bil, med mine to dejlige børn på bagsædet, og forsøger at reflektere over min fortid. Jeg tænker ofte over min fortid, og de fejl jeg har lavet, og de konsekvenser det har haft I tidens løb. Endnu engang har min fortid ramt mig som en hammer, og endnu engang tænker jeg på hvor unfair det er, at jeg forsøger at bedre mig selv og mit liv, at jeg gør alt for at være den bedste mor for mine børn, den bedste kone for min mand, men at der alligevel er skygger der bliver ved med at forfølge mig, og bliver ved med at forsøge at gøre mit liv surt, fordi de stadig sidder fast og holder en grudge I mod mig. Jeg ved godt at jeg I sin tid for 4-5-6 år siden lavede noget skidt, jeg ved godt at det var forkert for jeg tog noget der ikke var mit, noget der ikke tilhørte mig. Det er noget jeg stadig den dag I dag tænker på, og jeg tænker stadig på hvor mange mennesker der blev påvirket af at jeg ville have penge. Og det er også derfor at jeg ikke gør det mere. Det er derfor at jeg har slået en streg I sandet og sagt nok er nok.
Folk går så højt op I at jeg er på “welfare” hvilket jeg ikke er.. At jeg “panhandler” hvilket jeg ikke gør, og ikke har gjort de sidste 3 år. At jeg får hjælp fra “kirker” hvillet jeg heller ikke gør. Jeg fik for to et havlt år siden hjælp af én kirke/organisation, til at få betalt en bil registrering og reparation, så vi kunne bruge bilen til at arbejde. Siden da har vi klaret tingene selv. Min mand har haft arbejde de sidste to et halvt år, jeg har også arbejdet med det jeg kunne, hjulpet til med leveringer, taget under bordet jobs/gigs, og forsøgt at klare tingene og stay afloat uden hjælp. Jo, det er svært, vi bor I Californien hvor det er dyrt, men vi har gjort det. Vi kunne havde taget den uærlige og kriminelle vej I stedet for, og sagt screw it, men hvorfor ødelægge vores fremtid? Hvorfor ramme uskyldige mennesker igen? Det er ikke noget vi har lyst til. Men engang imellem har de fleste brug for hjælp, og det er der min fortid indhenter mig, og det er der skyggerne står og ånder mig I nakken og vil gøre alt for at prevente mig for at få hjælp, eller sælge mine ting for den sags skyld…. Sidste nye var at jeg satte MIN computer til salg, en computer som jeg har købt og betalt for. Jeg satte den til salg for at kunne købe lidt julemad til juleaften, fordi pandemien har ramt os ligeså hårdt som den har andre… Straks er der nogle der går ind og skriver privat beskeder til folk der tilbyder hjælp. Sender årgamle artikler til dem, og smøre tykt på med hvor forfærdelig jeg er. Dejligt, ikke? Igen skal jeg forsvare mig selv, og igen skal jeg sidde med en knude I maven og føle mig uværdig og umenneskelig. Og det er desværre det de vil have. Det er det de altid har villet have, selv før alt det med bedrageri Kom ud, for det er det disse mennesker har levet for de sidste mange år.. Og før mig, var det nogle andre, og før de andre var det nogle andre.
Nadia Gozdan 